See ya, oz!

Hold da opp. Så blev man træt af australien.
Efter at have afleveret camperen er vi nu tvangsindlagt til at ophold os sammen med hundredevis af krebserøde backpackere. På en eller anden måde understreger det at vi befinder os i et æstetisk u-land. Det bliver nok heller ikke bedre af at vi valgte at overnatte på sovesal i den størse backpackerfælde i Cairns. I går aftes forsøgte vi os med stedets eget diskotek, men måtte erkende at vi simpelthen enten er for gamle eller for cool til den slags...
uanset hvor man går hen er der hele tiden en eller anden der taler jysk. Vi må væk nu. Om et par timer flyver vi fra cairns tilbage til sydney hvor vi så skal overnatte på et "hotel" nær lufthavnen da vi flyver om formiddagen.
De sidste par dage i nordaustralien var dog fantastiske. Først overnattede vi i på det smukkeste sted vi endnu har camperet lige på søbredden i en nationalpark. Der fik jeg en ny hair-cut.



Vi tog til Port Douglas, som er deres svar på Hornbæk.
Derfra tog vi ud på Great Barrier Reef. En stor katamaran fragtede os ud på det yderste rev, lige på kanten af kontinentsoklen. På med dykkerudstyret og plask....lige ned oven i hovedet på hajerne. Fantastisk dykning. Mandslange muslinger og rokker. Håndtam grøn kæmpefisk men desvære kun antydningen af en padde. Anyways 3 nye dyk i logbogen på et fantastisk sted.


Planen for sydamerika ser indtil videre sådan her ud.
Buenos aires: vi bor på casa esmeralda en uges tid og smager lidt på byen. Derefter...who knows. Vi kommer desværre lige midt mellem to boco juniors hjemmekampe så ingen fodbold denne omgang (måske finder vi et andet hold)
Equador: vi lander i quito og tager en overnatning, men begiver os derefter ud på en smukt restaureret hacienda fra 17tallet http://www.haciendacusin.com. Skide Lækkert

Jesper

Le petit ami

Australien er snart ved at synge på sidste vers. Vi har nået Cairns men er taget op i the hinterlands, området i bakkerne et stykke fra kysten. Vi har været plaget af dårligt vejr lige siden en skæbnesvanger nat for et par dage siden.


Vi var kørt langt op i bjergene for at få lidt fred og ro men endte i en overfyldt bushcamp med svenskere, belgiere, svejtsere, franskmænd, en åndsvag mand fra sydafrika og en rigtig sød australsk familiefar. Vi lokkede dem alle sammen i fordærv. Især søde Glen. Hans kone var i hvert fald svært utilfreds med at skulle bugsere deres kæmpe camper ud næste morgen i silende regnvejr. Glen mumlede noget med at han blev meget syg af at drikke rom uden tilbehør...eller vodka for den sags skyld. Vi blev enige om at vodka ikke er en slags tilbehør. Jeg blev kaldt over til en flok belgiske ungersvende, der kaldte mig "le petit ami". Noget de må ha fået fra Jenni, der havde valgt at kommunikere på fransk det meste aftnen.
De næste par dage bød i hvert fald på masser af regn og ædruelighed. Idag har vi dog haft dejligt solskin.
Vi er kun kørt fast een gang

og vi har badet under en perle af et vandfald.


Energien er kommet tilbage og vi er derfor overbevist om at vi måske kan holde den kørende helt til 21.30 i aften. Hvis de altså stopper det kristne ungdomsdisc der koger nede af gaden.

Ps. Hvordan skifter man olie på en toyota hiace fra 2003?
Pps. Jeg stoppede ved 398. Jeg synes kun det er fair at jeg vasker op når nu jenni knokler så hårdt bag rettet.

Løst og fast om det pulserende camperliv

Det har altid undret mig hvad gamle mennesker laver, når de sidder uden for deres campingvogne i deres campingstole og kigger ud. Det har slået mig som noget af det kedeligeste i verden - indtil nu. Efter en uge on the road er vi endelig blevet en del af campingfolket og når vi sidder uden for bilen i vores fold-ud stole, så sidder vi simpelthen bare og tager det ind. Efterhånden glæder Jesper sig mere til at komme hjem og se "Ann-Vibeke rejser" (camping program på dk4) end han glæder sig til bøf og rødvin i Argentina, og jeg nyder at køre hele den lille familie gennem store landskaber og snakke med gamle mennesker. I skrivende stund har vi lige fået nye naboer, og som kulturen foreskriver sidder vi helt ublu og stirrer på dem som de stiller deres camp op. Sån er livet!

Det eneste der kan komme imellem to elskende på sådan en tur er opvasken, og derfor står denne dag i væddemålets tegn: hvis jesper kan tage 400 armbøjninger inden solnedgang skal jeg vaske op resten af turen, og hvis ikke skal han. Sådan som han ømmer sig nu (efter 120 stk) tror jeg bestemt jeg hiver stikket i land, men lad os nu se.

På opfordring af jesper kommer her lidt praktisk info (han vil gerne spare på armkræfterne, så jeg får æren af at skrive): når vi har spenderbukserne på parkerer vi på 'powered sites', og så er der både strøm til mikroovnen og vores portable dvd-player som vi har elsket siden Kina, der er gode toilet forhold og gerne havudsigt, så den får hele armen med popcorn og movienight og lange varme bade. Når det går lavt så byder campingpladserne kun på et hul i jorden og en forladt bålplads, men det har sin charme at grille over bål, lammekoteletter med timian og mintgele, yams og løg i sølvpapir i gløderne, og bruge en halv time på at snitte en pind til at grille skumfiduser på (her en stor tak til daddy-Lars for at give os lommekniv og pandelampe med).
Forleden landede vi på Johns Landing, som netop var sådan en billig omgang ved søen med myg en masse og hvor damen i kiosken sagde: just park anywhere you want to. Stedet viste sig hurtigt at være indbegrebet af white trash/red neck trailerpark, hvor de fleste af gæsterne var permanente, og alle ungerne både fysisk og psykisk præget af indavl. Det havde bestemt sin charme, og jeg var lykkelig for at kunne have kasket på og gamasjer og passe lige ind, men øhm... Vi blev bare en enkelt nat....

Når vi ikke kører er aktivitetsniveauet forholdsvist lavt, vi laver mad, håndarbejde og sidder. For at holde det ud er udgiftsposten til alkohol røget væsentligt i vejret og der går ikke lang tid fra vi vågner til den første øl er åbnet, den næste skinny bitch er hældt op og det sidste portvin drukket. Hvem ville ane at to liter portvin kun holder tre dage i godt selskab?

Og lad mig lige dementere: jeg kørte den vogn som en drøm fra day one af!

PS, vi bliver så glade hver gang vi hører fra jer, ellers kan man godt føle sig langt væk. Hey er der måske en der gider at vise bloggen og måske især billederne til Musse og sige at jeg savner hende? Det er måske mest oplagt hvis det er en fra min familie, men budet er åbent.

Vi peaker nu!

Vi ved godt vi har forsømt bloggen her på det sidste. Vi kunne skyde skylden på manglende internetadgang eller elektroniske appareter der ikke var ladet op, men vi vil hellere være ærlige; vi har simpelthen haft det for fantastisk. Efter at være tvangsindlagt til at studere metrokøreplaner, hotelpriser og lufthavns-checkind-tider er lever vi nu the australian dream.
Fire dage i provinsbyen Sydney var great, men vi havde ikke regnet med at de store vidder ville være så fantastiske...men det viste sig at være sværere end som så at nå dertil...lad mig forklare.
Vi fløj til Brisbane. Det var forholdvis nemt. Vi tog en taxa til udlejningsfirmaet...også nemt. Vi forklarede den søde dame hvorfor det kun var Jenni der var chauffør...ikke ligeså nemt. Jeg fortalte at unge, cool storbymennesker i Europa ofte fravalgte at tage kørekort så de kunne bruge kræfterne på at koncentrere sig om at udvikle deres kreative visioner. Derefter gav Jenni dem en skideballe fordi vognen ikke var ordentlig rengjort. Den unge uforståelige australier, Brian (med det uappetitlige tandsæt) og den trinde telefondame fandt rengøringsartiklerne frem og mindre end en time senere var vi "on the road"...i myldretidstrafikken, i mørke, med manuelt gear, i venstre side,  i Brisbanes gordiske knude af et motorvejsnet.

Jeg har aldrig i mit liv været så sikker på jeg skulle dø. Jeg tænkte: "Hvis min sidste time er oprunden er det fanme heldigt jeg er midt i mit livs rejse, og på en eller anden måde tager billetten på et højdepunkt". Adskillige timer på Københavnske motorveje havde givet mig indtrykket af at Jenni var en erfaren bilist...jeg kunne slappe af med mit broderi mens huns sikkert ville føre os ud af civilisationen. Det viste sig dog at jeg var fanget i en djævelsk menage-a-trois bestående af en fnysende Jenni,  paniksvedende undertegnede og en kold, bestemt kvindestemme fra vores GPS.
Kø-kørsel i timevis. Udtrykket "et skridt frem og to tilbage" passer glimrende til Jennis gearhåndtering. Jeg fremstammede sætninger som "føl trafikken. Du er en del af en levende organisme" og "de kører i venstre side hernede".


Vi overlevede....og begav os på vej mod en nationalpark ca. 250 km syd for brisbane (en fjerdedel af turen på vej tilbage til Sydney) forsi jeg havde læst i et fotoblad at der var fantastiske motiver at finde...om natten. Der var vikelig pænt, men om natten dypper temperaturen altså ned omkring 0 grader om vinteren, og vores første nat i camperen var derfor langt fra vores forestillinger om det varme kontinent. Parken var dog fantastisk og turen op på toppen af et af bjergene var uforglemmelig.



Vi blev dog hurtigt enige om at vi skulle vende skuden mod nord og varmere himmelstrøg. Her fandt Madam-Chauffeur den indre Thorkild Thyrring frem og 500km blev tilbagelagt på en halv dag...og en halv tank (det samme som vi brugte på at komme ud af Brisbane). Naturen er fantastisk...det er som at køre rundt i et postmand-per landskab og jeg nyder det virkelig...
Det eneste jeg skal er at tage billeder ud af forruden, spille lårtrommer når der kommer en god rockklassisker i radioen og give jenni chokolade når hun ikke kan trække vejret af at bande over de idiotiske truckdrivers der kører i overhalingsbanen.


Nu sidder vi i en by med et uudtaleligt navn og har spist hjemmelavet mad, hvilket er ubeskriveligt dejligt. Sprogproblemerne er overkommelige....småting som at man kommer til at købe to liter portvin i stedet for rødvin. Stillehavet ligger og bruser tyve meter bag os...og vi har internet igen. Det kostede os en måneds husleje og vi skal parkere camperen på diverse hotel-parkeringspladser for at bruge det, men det er der og vi lover at bruge det.
I skal bare vi vi har det fantastisk, men det ville være rart at være nokd til en ordentlig ølstafet.

Sydney Lee

Efter to uger med andefødder, fårehjerne, grisefødder, indkogt frø, frikadelle i gelé, brusk, hjerter, nyrer og lunger og kinesisk vin var det en fornøjelse at få en god steak med mash potatoes og en grøn salat i går.
Vi har været fire dage i Sydney, og oh my, det har været dejligt med lidt vestlig civilisation: fx ligner vi alle andre! For første gang i en måned er folk ikke ved at tabe kæben over størrelsen på mine fødder og massefylden af Jespers lægge. Til gengæld savner jeg lidt at blive overstirret af små indiske, kinesiske og japanske piger, der tror at jeg er en levende disneyprinsesse... Eller barbiedukke... Eller Hannah Montanah... Derudover kan vi snakke med alle mennesker og læse alle skilte, hvilket er en befrielse.

Vi troede at vi skulle fryse ihjel her i Sydney, men vi har det hederen, og solen banker ned. Det fejrede vi ved at gå amok i en håndarbejdebutik, så hvis man ikke modtager en hjemmelavet souvenier inden august, er det fordi vi har mødt nogen at snakke med. Og det håber vi vi gør. Snart. Vi satser primært på at møde midaldrende ægtepar, der gider at dele en øl omkring fællesgrillen på campingpladsen. Om to timer er vi i Brisbane, hvor vi skal hente vores store caravan og derefter begive os ud i vildmarker, nationalparker, gigantiske supermarkeder og hvad der ellers hører sig til blandt camperfolket.

Vores gode venner fra hotellet i Kina gav os en dejlig afskedsmiddag, som selvfølgelig endte i druk, og med at vi alle skulle bære hinanden. William (receptionisten, uhhh!) indrømmede at Mao ikke kun havde haft gode år, og ejeren Bing var citat: "Oh so happy!" for at være sammen med os. Han var lige ved at græde lidt, da jeg gav ham et kram, fordi det kun var anden gang i hans liv at han havde fået et kram af en kvinde (the first being his wife). Så det var stort og smukt, da vi sagde farvel til dem, til den kinesiske mur og til nogle af de mest vanvittige historiske begivenheder vi har hørt om. Vi anbefaler bogen: de vilde svaner, og filmen: the last emperor, for et lille indblik.

Nå ja, good bye and good luck! Tak til begge vores mødre, i anledning af mors dag i søndags blev der lige sendt lidt ekstra savn afsted til jer... Genialt at Christine har været på bloggen, I skal bare sprede rygtet om dette fantastiske site (det er pinligt hvis vi selv gør det), så lover vi at opdatere billeder og gøgl for alle pengene når vi ramler ind i noget internet.