Be proud!

Fra Solvang gik turen til Monterey, hvor Clint Eastwood engang var borgmester – that's how cool it is! Byen summede af liv og glade dage på grund af en blues festival. Vi kom sent og spiste på den lokale motorvejscafé og tog afsted tidligt næste morgen, så vi mærkede ikke noget til festivalen udover de forhøjede motelpriser. Det var helt sikkert også dødssygt, og Clinten er jo skredet... Da vi så kom til San Francisco, som Jesper insisterer på at kalde ”The City”, var vi igen udsat for uhørt høje priser på grund af årets PRIDEfestival. Og efter sådan en omgang pengepureri så vi ingen anden mulighed end at kaste os ud i oplevelsernes vold, for ligesom at få noget for pengene... Vi fejrede aftenen med one dollar-østers på en café, hvor tjeneren berettede ivrigt om dengang hun mistede sin mødom i Æreskøbing og gav et ekstra glas vin til ”the denmarkians” på den bekostning. Et glas vin bliver hurtigt til flere på den her rejse, så dagen efter orkede vi lige at se golden gate bridge, og ellers kaste os foran fjerneren med en omgang Ben and Jerrys. Om aftenen var der kææææmpe gadefest, men da vi sad på restauranten og havde spist burgers og fries, blev vi enige om at aften kun havde plads til enten ost eller fest, og så bestilte vi en ostetallerken.

Derfor var vi mere en rigeligt opsatte på at se prideparaden i dag, og den fik hele armen. Jesper knipsede løs, og jeg stod ved siden af og tudede og tudede; jeg ved ikke hvad det er med store mængder af mennesker, men det gør mig altid helt emotionel. Tænk at så mange kan mødes og være glade for noget! Så er der håb forude!


Efter en times kørsel er vi landet i vinland, og sidder nu på vores altan og drikker lokale vine og spiser oliven. Vejret er skønt her og der er alkohol lige om hjørnet (og i fryseboksen), så vi overvejer at tage en dag til her. Vinsmagning er trods alt ikke så sjovt, når man skal holde sig ædru. Spørgsmålet er, om vinsmagning overhovedet er sjovt, hvis man ikke drikker hele flasken...

Nå ja, må lige berette om vores vej fra Solvang til The City, som vi tog langs the pacific. Vi havde læst at det var totalt no-go at køre fra syd til nord, fordi man ikke kunne stoppe på vejen, men det viste sig ikke at være noget problem overhovedet. Vi stoppede og flashede kameraet ved nogle fantastisk sæler, der lå på stranden og skiftede hud.

Og som de filmnørder vi er (eller gerne vil være) tog vi et smut forbi Hearst Castle, som er det her vanvittigt amerikanske "slot" fyldt af europæiske originaler såsom Rubens gobeliner og kopier såsom diskoskasteren. Den absolut mest smagløse og mest vanvittige samling af værdier, jeg nogensinde har set. Een ting kunne jeg dog godt tænke mig i baghaven - de fantastiske swimmingpools (både inden og udendørs). OMG! Det var så awsome, dude - som Hutch ville ha sagt. Så var det alligevel de to timer værd at gense Citizin Kane i Buenos Aires...

Og sidst men ikke mindst stoppede vi ved the great pacific og så bølgerne slå op imod klipperne og var helt lamslåede over skønheden... AUSTRALIA GO HOME!

Vi regner med at møde min søster og mine forældre på fredag eller lørdag et sted syd for Jackson Hole, og det ser jeg meget frem til, da jeg kan regne ud at jeg ikke kommer til at tale særlig meget med andre end Jesper indtil da. Han er jo en sport and then some, men...

KH Jennifer
PS Jesper siger skål for at han har købt en ny samlselvcomputer.

ROADTRIP

Mesdames et Messiuers!
D.21 juni kl. 11.15 lejede vi en rød Nissan hos Hertz, og med et enkelt højresving ned ad Santa Monica var Roadtrippen begyndt!


Den er med automatgear og vejene er så brede og bilen er så lille i forhold til vores gamle Toyata HiAce, så vi drøner rundt. Vi kørte selvfølgelig direkte til Venice Beach og spiste frozen youghurt og nød et skateboardshow, lidt mere "vildt" end Miami og med mindre plastikbryster, øv...?

Desværre nåede vi ikke langt på roadtrip før Jesper fik influenza eller solstik og måtte ind på et motel med 40 i feber og helt rystende af kulde i den 35 grader varme sol. Jeg troede jeg skulle dø, da han ville slukke airconditioningen.


Efter en nat i febervildelsernes tegn er han i dag god igen, og med det obligatoriske besøg ved Hollywoodskiltet i baggagen sidder vi nu i hjemmevante omgivelser i den lille danskerby Solvang på Royal Copenhagen Inn med en Carlsberg i hånden ved poolen.


Det var godt at få en is ved rundetårn efter al den sygdom. Ahhh, almost like home...

Vi regner med at køre langs kysten op til San Fran, videre op til Oregon for at se redwoodtræer (det var redwood eller Las Vegas og Jesper vandt...), og til sidst ned gennem Yellowstone til Jackson Hole. Så håber vi bare vulkanen ikke går i udbrud (tjek link: http://www.bt.dk/udland/truer-dommedag-supervulkanen-roerer-paa-sig )

Vi er hjemme igen d. 10 juli (men ingen velkommen hjem fest i lejligheden tak, så slår vores underboer os ihjel!)
Hav det så skønt i Dinamarca, Jennifer

YES WE CAN!

Hvis der er noget vi har lært på den her tur, så er det at man altid skal sige ja.
Så da vi på klosteret i Otavalo blev tilbudt Guinnea Pig (det er hamster ikke?) til frokost var det bare om at stige om bord. Det lille kræ blev serveret hel og med skind, der vist nok skulle være sprødt. Den skulle indtages med fingrene og med det lille hoved og de blottede tænder liggende på tallerkenen. På trods af alle de ting vi har fået serveret i Kina og Japan, var det her nok højdepunktet på rejsen i forhold til at overskride kulinariske grænser, især fordi vi dagen forinden havde kælet med de små hamstere på gården. Det smagte dog fint - udover den cykelslangeagtige hud.


Inden vi rejste her til Miami skulle vi fordrive en enkel aften i Quito på vores hostel, og vi var sikre på at vi bare skulle dase på sengen med en bog, da vi blev grebet af en Københavnerglad ecuadorianer, der ville have os med på druk. Hans forlovede havde forladt ham samme morgen (åhr stakkel...), så der var ingen vej udenom, vi måtte sige ja. Aftenen endte i dans og alkohol på en lokal klub og Jesper dansede løs hele aften med den stangstive og endnu mere elskovsyge Veronica. Av min arm! Vi måtte dog tage hjem, da Veronica spildte peanutsovs og varm appelsinjuice med kanel og vodka udover vores anden kompagnon, australske Sonia...



Da vi fløj ind over Miami i går aftes, var det helt tydeligt at vi var kommet til et andet kontinent. I den mørke nat lyste byen op i lige rektangler, og der blev sagt velkommen på engelsk. Vi havde begge to sug i maven, måske fordi det er tættere på hjem end vi har været før de sidste to måneder, både tidsmæssigt og kulturelt. Her taler de engelsk, men de har set Beverly Hills og ikke Neighbours... Men det er Danmark i storformat: Alting er større her, damerne, tatoveringerne, brysterne, portionerne, og det er en glæde at alle klæder sig vanvittigt udfordrende uanset kropsform. Vi havde forventet regn og torden, så det var en fantastisk god overraskelse at have hele dagen i solskin og varme, selvom Jesper har det svært med temperaturen. Udover at dyppe os i atlanterhavet, har vi brugt dagen på ægte amerikansk vis med at spise burgers og shoppe. Lige nu sidder jeg og skriver fra en spritny computer med nyvasket hår (det var på tide at få købt shampoo).


Håber alt vel derhjemme, og selvom vi kommer hjem om lidt, savner vi jer mere end aldrig! Nu har vi fået købt et nyt kabel, så bloggen er blevet opgraderet med billeder, håber det behager selskabet!

Equador!

Den tyske technoschlager-konge Sash hittede tilbage i halvfemserne med sangen "Equador". Hvad mange ikke er klar over er at det også er et land!!! Faktisk et meget pænt et af slagsen. Turen dertil var et helvede. Vores rejseplan på internettet gjorde os opmærksom på at der var sket et par ændringer i tidsplanen. Det der skulle ha været et direkte fly fra buenos aires på et par timer blev til en 13 timers ironman. Først til santiago i chile hvor vi skulle slå et par timer ihjel i en lufthavn uden spor af menneskeskabt kaffe. Derefter til quaqil i Equador. Vente i flyet indtil vi endelig kunne begive os mod quito. Vi havde arrangeret at blive hentet i lufthavnen da quito efter sigende skulle være overfaldsmekkaet i sydamerika.

Vi tog første nat på et fint hostel i byen, men vi var fast besluttede på at komme ud af byen. Min gode ven og sydamerikaekspert, frederik, havde på det kraftigste anbefalet os at forlade dette hul. Vi er nu taget nordpå til et lille kloster fra 1602 ca. 2 timers kørsel fra quito. Turen dertil virkede som et par minutter. Især fordi Jenni kørte en non-stop samtale på flydende spansk med vores chauffør Angel. De skolepenge er givet glimrende ud. Jeg deltog også med et velplaceret "si, si" og "muy bien" hvor jeg følte det var passende.

Vi har indlogeret os på klosterets honeymoon suite. En forholdsvis stor lerhytte forenden af en stor og flot have. Meget imponerende. Lige nu har jeg tændt op i vores pejs og plejer mine ømme inderlår efter eftermiddagens ridetur på den vulkan vi kan kigge ud på fra vores vindue. To gamle krikker trak os i mageligt tempo gennem eukalypsusplantager og små landsbyer hvor små damer i traditionel klædedragt hilste venligt på os mens vi forgæves forsøgte at holde trit med vores guide. Jennis hest troede det var all about relax... Her er virkelig lækkert og vi nyder hvert et øjeblik. Om aftnen oplyses vores lille aflukke af den store have af ildfluer. Dem har vi haft lyst til at se lige siden vi missede vores sidste chance pga beneluxbranderten (jf tidl. Indlæg). Stor oplevelse lige uden for døren.

Selvom her er overskyet kan man godt mærke at solen tar fat. Vi har købt en faktor 60 solcreme som tager det værste. Jenni sværger stadig til 30eren af frygt for at være helt bleg når vi mødes med resten af klanen. Hvorfor skal jeg hele tiden være fornuftens stemme på denne tur?
Som tidligere skrevet har jeg forlagt "verdens vigtigste kabel" så i må vente med at få billeder af dette lille paradis.

Jesper

Har man sagt A, må man osse slappe af...

Efter et par dage i storbyen besluttede vi os for at bestille to nætter på et lille retreat i Tigre, en flodby oppe nord på, som man kommer til med tog (for den vandvittige sum af 1 peso) og en lille bådtur. Det tog sådan cirka femogtyve minutter at stave mit navn med det fonetiske alfabet (charlie, hotel, rio) over telefonen til den mildt handicappede receptionist på spahotellet, men da startproblemerne var overstået viste det sig at blive et skønt ophold. Det var en blanding mellem akavet og forkælet kun at være os to på hotellet, lidt weird for eksempel at morgenmadsbuffetten stod parat fra kl. 9 kun for vores skyld, til vi stod op klokken ellleve, og at den buttede 70-årige dame, der udgjorde spapersonalet måtte stå standby hele dagen, hvis vi besluttede at få en behandling i hvad der lignede et gammelt sovjetisk torturkammer... Derfor var det en overraskelse at der var nybagt brød til hvert måltid og et ganske udmærket menukort. Vinkortet fik vi ikke prøvet, da dagene forinden havde gjort det nødvendig med en detox. Det var tre dage, der føltes som fem, og da der ikke vrimlede med aktiviteter var det om at få det meste ud af dem, der var. Jeg tilbragte fx tre timer i en algewrap, og jesper tog billeder af en påfugl i halvanden time. Desværre kunne vi ikke benytte muligheden til at gå i den forlystelsespark, der lå lige om hjørnet, da jesper kun vil gå i parker i lande, der har skolemælksordninger, eller andre tegn på ægte civilisation, i frygt for at blive slynget ud af pariserhjulet... Macho? I think not...

Grunden til vores hæslige og langvarige tømmermænd var en aften i Buenos Aires i blærerøvens tegn, hvor vi luftede Jespers nye blazer og min nye lille sorte:

1. Vi spiste ni-retters tastingmenu inkl vinmenu for ingen penge hos en kok, der havde kørt to to-stjernede michelinrestauranter i Espana, og en tjener var formand for det argentinske sommelierforbund.
2. Drak den gule enke med James fra australien og hans internetdate på et fancy gay-place, mens han fortalte gossip om den kongelige barnedåb og hans best pal ever: crownprincess Mary!
3. Fik "tough guy" Hotch fra vores hostel til at græde fire gange af glæde, første gang fordi jeg kommenterede på hans aura, og de sidste gange fordi Jesper delte seks flasker rødvin, soldaterhistorier (jespers fra en uges praktik i mili på bornholm, Hotchs fra to år i Irak) og en ordentlig venskabsbrandert med ham til kl. halv otte om morgenen... Macho? I think so... Dagen efter, not so much...

Nu er vi tilbage fra Tigre på vores hostel i Buenos Aires, hvor vores hyggelige bamse-vært Gusto er skiftet ud med en fotomodel af kaliber, Nicolas. Jeg sidder i skjul og nyder hans mørke bløde krøller. Så nu håber jeg bare at askeskyen i Chile gør, at vi må blive her et par dage endnu. Ej, vi håber virkelig at vi når hele vejen til Quito i Ecuador, og at vi ikke bliver rullet, det ville være dårlig lædderlappestil. Vi har investeret i en ekstra taske til de nye outfits og til vores nye dvd-samling af Glee, Nurse Jackie og The Wire. I know: how come we two don't have a show on Bravo...

See ya! Og velkommen til alle de nye læsere på bloggen, I er awsome!

PS: vi er stort klar på en omgang ejerlejlighed her i BA, har næsten allerede planlagt at tage hertil igen i januar. Og alle er SÅ velkomne til at komme og besøge i San Fran...

Sidste foto i et stykke tid

Jeg har smidt et meget vigtigt kabel væk. Så dette foto af mig i en kano er det eneste i får indtil vi rammer miami. Heldigt det er så godt!

Læderlapperne slår til igen

Buenos aires har taget godt imod os. Vi spiser kød og kød og kød, så for at udnytte hele koen, har vi købt matchende læderjakker og ser farlige ud. Vi er faktisk ved at drukne i indkøb. Ny garderobe til herren, men der er også masser af penge at spendere. Vi vandt en mindre formue i fredags.

Hippodrama:

Hippodroma Palermo er en travbane midt i byen. Vi valgte at lufte de nyindkøbte klude sammen med store flotte heste, ældre gråhårede mænd og bittesmå jockeys. Efter at have set hestene an valgte vi at satse hele butikken på hest nr. 6 i løb 7.
En wilson kipketer-spurt i sidste sekund sikrede sejren og vi kunne indkasere det svimlende beløb og begive os hjem for at skifte til aftenens besøg på casa saltshaker. Det er en såkaldt closed door restaurant hvor kokken laver en middag i sin egen lejlighed for et lille selskab.

Casa saltshaker:
Maden var egentlig tåbelig men vi spiste sammen med et fabolous par, tom & bob som var flygtet fra george bush og havde bosat sig i costa rica. Der var også et andet texansk par som, til vores store overraskelse var de eneste der inviterede os ud bagefter. De var knap så fabulous, men til gengæld rigtig søde...tom & bob, I ved ikke hvad i gik glip af. Ved nærmere eftertanke var I faktisk ikke så fabulous.
Texanerne inviterede os hjem til nogle local guys som trods de boede fire sammen, boede i en hyggelig og bemærkelsesværdig ren lejlighed. De kunne 8 ord på engelsk tilsammen. Heldigvis er musik et universalt sprog og de fik hurtigt inviteret os til en koncert med deres band.....Living Tabu. Jesper fik selvfølgelig arrangeret at han ville ta sit kamera med og lave en video for dem...så nu har vi booket et spaophold uden for byen henover weekenden for at slippe for den affære. Det var sørme ærgerligt...

Helten duer, big time:

Vi vælter os i lækker mad hernede. Det er umuligt at bestille dårlig vin og en flaske til 80-100 kr er glimrende. Vi var på byens bedste steakhouse, don julio, og fik så hatten passede. Derefter videre til et lille boutique hotel til et par listige drinks. whiskey lagret med honning og jalapeno og noget rødbedehalløj til madamen. Derefter på hemmelig bar hvor indgangen var en telefonboks og hemmelig kode - jenni var ved at sprænges af hvor cool det var. Der drak vi pisco sour, en lokal variant af tequila møder tom collins og æggehvider og tabasco, mens vi ventede på vores nyeste bekendtskab...john "the fucking" artist. Sød fyr. Kunstner. Grimt sprog.

GOOOOOOOOAAAAALL:


Ja ja. Vi ville ikke snyde os selv for en fodboldkamp. Boca juniors spillede på udebane så vi måtte nøjes med river plate, buenos aires andet store klassiske hold. De har haft en forfærdelig sæson og spillede forfærdeligt. Det lignede faktisk en danmarksseriekamp, men det var jo også mest stemningen vi kom efter. Vi bookede igennem hotellet og blev hentet som de sidste. Bussen var fyldt med bagstive svenskere og amerikanere der havde kørt rundt i en time. Guiden var en lille pige som skulle fragte alle ud og hjem igen...tror hun havde en god dag...hun mistede kun 4 på stadionet.
Imponerende at se 60.000 mennesker være så begejstrede over en lortekamp i 8 graders kulde. Små drenge og gamle mænd der skreg "concha tu madre" i 90 minutter. Ved ikke hvad det betyder og derfor ikke sikker på jeg har stavet rigtigt, men jeg tror ikke det betyder "godt pasningsspil".
Kampen endte 1-1....yay!

Idag endte vi i vores jagt på et stykke rugbrød på club danes. Et lille spisested i bygningen for det danske handelskammer. Det lignede og lugtede af dansk plejehjem, men der var kun argentinere. Smørrebrød. Sild. Stadig ikke rigtigt rugbrød.

Tid til en lur hvis ikke vi skal dumme os fuldstændigt og ankomme på en restaurant inden kl 22.00.

Fødselalle!

Nu er fødselsdagsmarathonet overstået og vi sidder som ægte portenos ( indbyggerne i buenos aires) på en cafe og drikker cafe con leche og nyder eftermiddagssolen.



Vi har haft lidt svært ved at komme ind i tiden, og lige nu føles det som om at aftensmadstid (ca kl 22) er meget langt væk. Jeg har primært brugt dagen på at komme mig over mine tømmermænd, mens jesper slæbte mig rundt på kirkegårde og museer til den helt store guldmedalje.

Nå, men I australien gik jeg og blev lidt nervøs for at min fødselsdag ikke skulle blive det helt store i år, og da vi om aftenen d. 29. checkede ind på verdens mest dødsyge lufthavnshotel, der lugtede af gamle mænd og cigaretter og med mcdonalds som eneste nabo, blev fornemmelsen ikke bedre... Så da jesper vækkede mig med sang og varm chokolade og muffins (dog fra mcdonalds) fik det frit løb og jeg tudede mig igennem andet og tredje vers af bare lettelse. Da han så præsenterede mig for gaver, jeg ikke aner hvornår han har haft mulighed for at købe, var det ren lykke. Når man er med en man elsker er det jo lige meget hvor man er og bla bla bla.




Så ringede min søde familie og ønskede tillykke. Derefter 13 timer i fly, som alt andet lige var mega kedelige, inden vi landede i sydamerikas paris. Her bor vi på et meget hyggeligt og utrolig autentisk hostel, og jeg blev så rørt da ejeren kom og gav mig et kram: "det er jo din fødselsdag lille skat...". Så ringede min søde familie for anden gang og sagde tillykke. Efter en ordentlig lur tog vi på et brag af en japansk/portugisisk restaurant og fik ceviche og saketinis og isdessert i fem timer, hvilket bevirkede at jeg dinglede hjem og igen tudede lidt over de 100 hilsner jeg havde fået på facebook.






Vi klarer os sådan okay med det spanske vi kan, og ellers er kropsprog stadig en vinder. De gestikulerer så meget hernede, at man siger at hvis en argentiner falder over bord, skal man bare blive ved at snakke med ham, så holder han sig ovenvande...

Det er efterår her, men i dag skinnede solen længe, og generelt er vi glade for vores første møde med byen.



Alle ser så smarte ud hernede, og det vrimler med plastikoperationer og store guccibriller. Vi må snart ud og finde en blazer til jespist og en lille sort til mig for ikke at blive helt til grin i nattelivet...

Kh jennifer
Ps tusind tak til inge og jenserik og trine og viggo og kirsten for søde smser!