And now to something completely different!

Vi har været i Kina i omtrent ti minutter, før jeg får nok af den første kineser. Da han for tredje gang lænede sig ind over skulderen på mig mens jeg stod og prøvede at hæve penge i en automat, råbte jeg om han ellers kunne komme til konfektskålen!? Og jeg gik i vrede og fik ikke hævet penge. Bagefter står det ret klart - især for Jesper - at kineseren, der var ansat i lufthavnen, prøvede at hjælpe mig... Men jeg var jo også rimelig arrig over at maskinen blev ved med at påstå at der ikke var flere penge available på min konto - så hvis du læser det her, Lene fra Nordea, så sørg lige for at mit kort ikke er blevet flænset af en eller anden i Indien!!!
Så i måske ikke verdens bedste humør men til gengæld i verdens bedste vejr, ramlede vi ind i en taxa med en chauffør, der lige gyldigt hvad vi forsøgte at kommunikere til ham kun kunne svare ved at holde hånden op til øret som en telefon. Altså hvad mente han med det? Vi ved det stadig ikke. Da jeg sad der i taxaen uden nogen sele at tage på og var på mit strammeste, trådte Jesper lige et gear op og fik guidet chaufføren igennem Beijings gader og op til vores hotel. Totalt lovable boyfriend lige der!
Hotellets staff har alle engelske navne, hvilket gør alting nemt, den ene kines efter den anden hedder Jennifer, William, Wayne osv. Overvejer at finde engelsk navn til jesper, der lige nu primært bliver kaldt Jais Penn. Hotellet ligner den lokale kinesiske grill på Vesterbro, bare lidt mere chilleren. Der er kun ti værelser, hvilket er hyggeligt, men det betyder også at der lige akkurat er to ruller tapet og en dør mellem vores seng og fælleslokalerne. I morges da vi lå og sov jetlake ud fandt vi på den måde ud af at der bor en masse børn og en hund også...
Første dag i Beijing foregik til fods. Byen ligger i 43 meters højde med 22 mio indbyggere og med over 1000 nye biler på gaden hver dag. Jeg er ikke sikker på at der er 9 mio cykler, det må vi lige tjekke op på. Vi mærkede på en mærkelig måde tiden, når man sådan går fra 800 år gamle templer, til den himmelske freds plads og videre til et nærmest futuristisk shoppingmallområde.
Man mærker ikke meget til kommunismen sådan en første dag. Det virker snart mere som traditioner end som et styre. Og så alligevel, da vi om aftenen forsøgte at logge på den her blog, kan vi ikke komme ind på den. Vi kan slet ikke komme på nogen blogs eller på facebook. Den kinesiske regering har blokeret al internet adgang til sider som blogspot, facebook, twitter, youtube osv., og så kan man alligevel godt mærke, at der er nogen der forsøger at kontrollere nogen...
Vi vil lige runde Tokyo af i øvrigt. Det var tolv fantastiske dage, og vi har aldrig set så mange søde og alt for høflige mennsker på en gang. Det var faktisk lidt befriende igen at gennemføre en ganske almindelig transaktion af to flasker vand og nogle nødder uden at skulle udveksle utallige venlige formaliteter.
Man følte sig utrolig tryg når man prøvede at orientere sig i den kæmpestore by. Det var først da vi stod og skrålede "where the Streets have no name" på karaokebar at det gik op for os hvor velvalgt nummer det var. Kun navne på hovedgaderne og derefter er det blokkene der er nummereret. Madan var dejlig..generelt. Det var dog stadig lidt komisk at den bedste spiseoplevelse var på en fransk bistro (dog med japanske boceuse d'or kokke).
Men det er også en dyr by og vi håber nu på at Beijing kan udligne nogle af udgifterne...men det er helt op til en selv hvad man vil bruge i den her by.

Vi vil fremover opdatere bloggen via Nico eller Ann indtil vi når Australien. Men vi får jeres kommentarer på mail, så bliv ved at kommentere, og se nye billeder på flickr (klik på et af de gamle fotos). Vi tænker på jer alle der hjemme, I er laaaangt væk, snøft!!!
KH J&J