Vi peaker nu!

Vi ved godt vi har forsømt bloggen her på det sidste. Vi kunne skyde skylden på manglende internetadgang eller elektroniske appareter der ikke var ladet op, men vi vil hellere være ærlige; vi har simpelthen haft det for fantastisk. Efter at være tvangsindlagt til at studere metrokøreplaner, hotelpriser og lufthavns-checkind-tider er lever vi nu the australian dream.
Fire dage i provinsbyen Sydney var great, men vi havde ikke regnet med at de store vidder ville være så fantastiske...men det viste sig at være sværere end som så at nå dertil...lad mig forklare.
Vi fløj til Brisbane. Det var forholdvis nemt. Vi tog en taxa til udlejningsfirmaet...også nemt. Vi forklarede den søde dame hvorfor det kun var Jenni der var chauffør...ikke ligeså nemt. Jeg fortalte at unge, cool storbymennesker i Europa ofte fravalgte at tage kørekort så de kunne bruge kræfterne på at koncentrere sig om at udvikle deres kreative visioner. Derefter gav Jenni dem en skideballe fordi vognen ikke var ordentlig rengjort. Den unge uforståelige australier, Brian (med det uappetitlige tandsæt) og den trinde telefondame fandt rengøringsartiklerne frem og mindre end en time senere var vi "on the road"...i myldretidstrafikken, i mørke, med manuelt gear, i venstre side,  i Brisbanes gordiske knude af et motorvejsnet.

Jeg har aldrig i mit liv været så sikker på jeg skulle dø. Jeg tænkte: "Hvis min sidste time er oprunden er det fanme heldigt jeg er midt i mit livs rejse, og på en eller anden måde tager billetten på et højdepunkt". Adskillige timer på Københavnske motorveje havde givet mig indtrykket af at Jenni var en erfaren bilist...jeg kunne slappe af med mit broderi mens huns sikkert ville føre os ud af civilisationen. Det viste sig dog at jeg var fanget i en djævelsk menage-a-trois bestående af en fnysende Jenni,  paniksvedende undertegnede og en kold, bestemt kvindestemme fra vores GPS.
Kø-kørsel i timevis. Udtrykket "et skridt frem og to tilbage" passer glimrende til Jennis gearhåndtering. Jeg fremstammede sætninger som "føl trafikken. Du er en del af en levende organisme" og "de kører i venstre side hernede".


Vi overlevede....og begav os på vej mod en nationalpark ca. 250 km syd for brisbane (en fjerdedel af turen på vej tilbage til Sydney) forsi jeg havde læst i et fotoblad at der var fantastiske motiver at finde...om natten. Der var vikelig pænt, men om natten dypper temperaturen altså ned omkring 0 grader om vinteren, og vores første nat i camperen var derfor langt fra vores forestillinger om det varme kontinent. Parken var dog fantastisk og turen op på toppen af et af bjergene var uforglemmelig.



Vi blev dog hurtigt enige om at vi skulle vende skuden mod nord og varmere himmelstrøg. Her fandt Madam-Chauffeur den indre Thorkild Thyrring frem og 500km blev tilbagelagt på en halv dag...og en halv tank (det samme som vi brugte på at komme ud af Brisbane). Naturen er fantastisk...det er som at køre rundt i et postmand-per landskab og jeg nyder det virkelig...
Det eneste jeg skal er at tage billeder ud af forruden, spille lårtrommer når der kommer en god rockklassisker i radioen og give jenni chokolade når hun ikke kan trække vejret af at bande over de idiotiske truckdrivers der kører i overhalingsbanen.


Nu sidder vi i en by med et uudtaleligt navn og har spist hjemmelavet mad, hvilket er ubeskriveligt dejligt. Sprogproblemerne er overkommelige....småting som at man kommer til at købe to liter portvin i stedet for rødvin. Stillehavet ligger og bruser tyve meter bag os...og vi har internet igen. Det kostede os en måneds husleje og vi skal parkere camperen på diverse hotel-parkeringspladser for at bruge det, men det er der og vi lover at bruge det.
I skal bare vi vi har det fantastisk, men det ville være rart at være nokd til en ordentlig ølstafet.